Det danske sundhedsvæsen er presset i bund på alle fronter. Mangel på medarbejdere, en utidssvarende organisation og et stigende antal patienter kræver fundamentale forandringer.
Geografisk ulighed i sundhedsvæsnet er en realitet i Danmark. Det er ikke rimeligt, og det er svært at forstå, at det kan ske i et så lille land som Danmark. Regeringens bud på en sundhedsreform løser ikke denne ulighed grundlæggende, om end der er nogle fine tanker. Moderaternes plan vil gøre op med potentløs politisk ledelse og ansvarsfralæggelse og gennemføre de ambitiøse reformer, som plejede at kendetegne dansk politik. Vi skal i stedet have en ny ledelsesmodel, ”SygehusDK”.
Hvis et hus brænder, kan man ikke slukke ilden med en spand vand. Der skal en stor vandslange til. Og selv om sundhedsvæsenet ikke står i fuld brand, er vi desværre kommet forbi stadiet med gløder. Flammerne har så småt fået fat i form af personaleflugt, tiltagende flere ældre og en psykiatri, der igen og igen nedprioriteres. For nylig præsenterede regeringen med et bredt flertal en sundhedsreform. Problemet var, at det mere var en spand vand – en sundhedsaftale – end en stor vandslange – en sundhedsreform.