Læs debatindlæg i Sundhedspolitisk Tidsskrift
Sundhed er ikke bare en følelse af at føle sig godt tilpas. Et velfungerende sundhedsvæsen er fundamentet i vores velfærdssamfund. Det handler om, at man kan være tryg ved, at vi selv og vores pårørende bliver behandlet så godt som muligt, hvis vi bliver syge. Og fremfor alt, at have vished om, at vi som samfund gør, hvad vi kan for, at vores medborgere ikke bliver syge i første omgang.
Man siger, at ni ud af ti danskere kommer til at have kontakt til sundhedsvæsenet i større eller mindre grad indenfor det næste år. Derfor er det så beskæmmende at se, at de to store sundhedspolitiske aftaler, som regeringen har indgået – nemlig aftalerne om en sundhedsreform og en 10 års plan for psykiatrien – er så uambitiøse. Det er ikke godt nok. Der må og skal skabes markante forandringer og forbedring af vores sundhedsvæsen. Både på kort og lang sigt.
Hvis huset brænder, kan ilden ikke slukkes med en spand vand. En stor vandslange er påkrævet.
Og selvom sundhedssystemet ikke brænder, er vi tæt på. Flammerne har hurtigt taget fat i form af medarbejderflugt, stigende ventelister, en demografisk udvikling som er udfordrende og psykiatrien, som bliver nedprioriteret igen og igen. Især psykiatri er ikke blot en udfordring for sundhedsvæsnet. Hele den offentlige sektor mærker konsekvenserne, lige fra ambulatorierne, til akutberedskabet, kommunerne og socialrådgiverne ude i landet. At de svageste i vores samfund ikke får den nødvendige hjælp breder sig som ringe i vandet i hele den offentlige sektor, og derfor er det endnu mere vigtigt at få styr på psykiatrien én gang for alle. Jeg og Moderaterne ønsker, at behandling af psykiske og fysiske sygdomme ligestilles. At det prioriteres lige højt. Vi har ikke råd til at lade være. Hverken økonomisk eller etisk. Vi ønsker en psykiatriplan for de næste 10 år. Ikke blot en lille toårig saltvandsindsprøjtning.
For der blev for nyligt indgået en politisk aftale om psykiatrien. Men for personer med svær psykisk sygdom og deres familier er denne investering så lille, at den næppe vil kunne mærkes. Aftalen var alt for uambitiøs. Af den årsag har vi i Moderaterne besluttet os for ikke at indgå i aftalen. Som det eneste parti i Folketinget.
Det undrer mig, hvorfor så mange partier gik med i en aftale, de ikke synes, er god nok. Og jeg forstår slet ikke, hvorfor blå partier gik med i aftalen, for derefter straks at udtale, at de vil genåbne forhandlingerne, hvis de får regeringsmagten efter folketingsvalget. For hvis aftalen ikke genåbnes, har de blå partier nu været med til at blåstemple aftalen og rykke fokus væk fra psykiatrien. Derfor er der nu fare for, at andre politiske indsatsområder dukker op og dermed fjerner fokus fra psykiatriens igen. Det mener jeg ikke, at personer med psykisk sygdom fortjener – og ej heller deres pårørende eller de ansatte.
Moderaterne ønsker en rigtig sundhedsreform, der tager livtag med de strukturelle problemer, der findes. I Danmark findes der geografisk ulighed i sundhed, hvor regionerne kan træffe beslutninger om, hvordan borgerne behandles. Det fører til, at man som borger møder forskellige behandlingstilbud, selv på de ukomplicerede tilbud. Det er svært at forstå, at det accepteres i et så lille land som Danmark. Regeringens bud på en sundhedsreform løste ikke denne ulighed grundlæggende, om end der var nogle fine tanker. Det skal vi gøre bedre!
Moderaternes plan vil gøre op med potentløs politisk ledelse og ansvarsfralæggelse og gennemføre de ambitiøse reformer, som plejede at kendetegne dansk politik. Vi skal i stedet have en ny ledelsesmodel, ”SygehusDK”, der sikrer lighed i sundhed på tværs af geografi, alder, køn eller sprog. Det er det eneste rigtige at gøre.